Den man elsker tugter man...

Click here: => eagcesreci.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MjU6Ik1hbiB0dWd0ZXIgZGVuIG1hbiBlbHNrZXIiO30=


Til gengæld findes der tankevækkende tal for, hvor mange kvinder, der mener, at det er i orden, at deres mand slår dem, hvis de ikke har maden parat til tiden, eller hvis maden ikke behager manden! De to forskere mener, at adfærden er nedarvet, fordi den resulterer i, at mennesker får hovedlus så tidligt som muligt. Den, du elsker, skælder du også ud.

I 1500-tallet blev kirketugtspraksissen igen taget op til grundig overvejelse - denne gang af og de andre reformatorer. Sidstnævnte holdt en ærlig tale til prins Henrik og dronning Margrethes sølvbryllup i 1992, hvor kronprinsen fortalte om de to prinsers barndom og særligt prins Henriks opdragelsesmetoder. Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene.

Den man elsker tugter man...

Man kaldte det kirketugt, når man i 1600-tallets Danmark lænkede en synder til den lokale sognekirke i et såkaldt halsjern, indtil synderen kom på bedre tanker. Man kaldte det også kirketugt, når man i kirkens spæde tid ekskluderede kættere, som ikke ville gå ind for kirkens rette lære trods adskillige advarsler. Men hvad ligger der nærmere bestemt i det gamle ord? Og er det et ord, vi kan bruge i dagens Danmark? Det var Jesus, der opfandt kirketugten Kirketugt er først og fremmest et begreb, der er opstået gennem læsning af Jesu ord i Matthæusevangeliet 18,15-18: Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Med andre ord har kirken ikke bare fået myndighed til at prædike evangeliet og tilgive synder, men også til at formane og nægte at tilgive synder. Udelukket af fællesskabet Den praksis, Jesus præsenterer for sine disciple, har været brugt lige siden tid. Paulus skrev for eksempel til Timotheus, at han skulle vise et kættersk menneske bort efter en første og en anden advarsel. Hvis et menneske derfor angrede sin synd, havde tugten gjort, hvad den skulle - derimod var uvilje mod at vende om aldeles alvorligt og førte i det lange løb til udelukkelse af det kristne fællesskab. Kirketugten skulle desuden sikre, at menigheden blev beskyttet mod forkert lære, så flere ikke kom på afveje - og at Jesu legeme og blod i nadveren ikke blev misbrugt. Et menneske var udelukket af det kristne fællesskab, hvis det ikke deltog i nadveren. LÆS OGSÅ: Mord, hor og frafald I de første par hundrede år af kirkens historie herskede en stor grad af offentlighed omkring kirketugten. Der blev holdt særligt øje med, hvordan dåbskandidaterne opførte sig, men livsførelsen efter dåben blev også taget seriøst: De tre store synder - hor, mord og frafald - førte sandsynligvis til direkte udelukkelse af kirken. I takt med, at oldkirken voksede, ændrede man dog gradvist syn på, hvad der skulle ske med et angrende menneske, som havde begået en af de store synder. For eksempel efter de store forfølgelser omkring år 250: For at undgå martyrium havde mange nemlig benægtet, at de var kristne. Men hvis et sådant menneske oprigtigt angrede, skulle det så ikke genoptages i menigheden? Og hvem havde egentlig myndighed til at træffe den endelige afgørelse? LÆS OGSÅ: Nogle mente, at afgørelsen lå hos de mennesker, som selv havde tilstået under forfølgelserne, men alligevel havde overlevet. Det endte dog med at blive biskoppen, der bestemte - nøglemagten tilhørte med andre ord det kirkelige embede, og sådan har det været lige siden i den katolske kirke: Det er biskoppen, der har myndigheden til at kunne ekskommunikere og genoptage. Når det virkelig var alvor Fra år 380, da kristendommen blev gjort lovpligtig i Romerriget, og op gennem middelalderen ændredes praksis omkring kirketugten på flere måder. LÆS OGSÅ: Efterhånden blev det for eksempel sådan, at alle mennesker skulle gå til skriftemål. Kirketugten kunne i den forbindelse udøves mere i hemmelighed end førhen, hvor bekendelsen af synd var foregået særdeles offentligt. Her blev synderen altså godt nok ekskommuniceret - for opdragelsens og sjælesorgens skyld - men ikke livsvarigt. At være under det store band betød, at man var ekskommuniceret på livstid - eventuelt med genoptagelse i kirken på dødslejet. Men ikke nok med, at man var udelukket fra kirken. I en periode af middelalderen betød en livslang ekskommunikation derfor også, at man blev erklæret fredløs af kejseren. Luther: Væk med det store band! I 1500-tallet blev kirketugtspraksissen igen taget op til grundig overvejelse - denne gang af og de andre reformatorer. LÆS OGSÅ: Luther var inspireret af kirkefaderen , som lagde stor vægt på syndens altomfattende karakter. Idet Luther mente, at alle mennesker var helt gennemtrængte af synden, konkluderede han, at kirkens hellighed ikke skulle afhænge af menneskers livsførelse. Kirkens hellighed var derimod Kristi hellighed, som helt konkret blev givet til kirken gennem sakramenterne og i Ordet. I praksis betød det, at Luther afskaffede det store band. Det lille band beholdt han dog - mens han talte for, at den sjælesørgeriske samtale skulle vægtes højt. Han adskilte sig i øvrigt fra den katolske opfattelse ved at sige, at nøglemagten tilhørte hele menigheden og ikke bare biskoppen. Halsjern og heksebrænding På trods af, at Luther omtolkede kirketugten, fortsatte lutherske lande med at lade syndere straffe af verdslige myndigheder. I Danmark kunne man for eksempel blive lænket til den lokale kirke ved hjælp af et såkaldt halsjern, og det var ikke umuligt at købe sig fri for en straf, hvis man havde penge nok. Dog var den livslange ekskommunikation, det store band, ikke længere i brug i Danmark efter reformationen. Alle var med i kirken, og derfor ville en udvisning af menighedens fællesskab betyde, at man blev udvist af landet. Ifølge lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen kan man imidlertid sige, at det var en ekstrem form for kirketugt, der kom på tale, når det gjaldt straffen for praktisering af trolddom: Hvis man beskæftigede sig med det, skulle man ikke alene smides ud af kirken, men man skulle henrettes ved at blive brændt på bålet. Da oplysningstiden ramte Europa i 1700-tallet, skete der imidlertid noget med folks mentalitet: Halsjern og heksebrænding var blevet gammeldags. Herefter gled praktiseringen af kirketugten lige så stille ud og blev ophævet - sandsynligvis, fordi den aldrig blev brugt. Ordets kirketugt Kirketugten blev dog ikke helt glemt. For hvis man siger til en mand, at han ikke må gå til nadver, bliver resultatet, at hverken han eller hans familie kommer i kirke - og så går kirketugten pludselig ud over de forkerte. Larsen mener, at den måde at tænke på generelt er slået igennem i Danmark. Det gælder med andre ord om at dyrke de små spirer i stedet for at træde dem ned. Vi skal i stedet for sige til folk, hvad nadveren er, og hvor galt det går, hvis man misbruger den - så må folk selv drage en konklusion. Hvis de får at vide, at de spiser og drikker sig til en dom, vil de nok heller ikke gå til nadver. Kirketugten er flyttet til Afrika Det kan godt være, vi ikke praktiserer kirketugt i Danmark, men i Afrika er det særdeles brugt at forbyde kirkegængere at gå til nadver i et stykke tid. De mange nyomvendte kender nemlig ikke nødvendigvis meget til, hvad en kristen livsførelse indebærer. Kirketugten bliver derfor brugt som et nyttigt redskab til at hjælpe folk på vej - ligesom den har været det mange gange i løbet af de sidste 2000 år i Europa. Men er der da slet ikke den mindre rest kirketugt tilbage i Danmark? Jo, svarer Kurt E. Larsen: Når en præst siger til en konfirmand, der gør grin med nadveren, at vedkommende ikke må gå til nadver - ja, så er det ekskommunikation, kirketugt. Kilder: Tidsskriftet Budskabet, artikel af Patrik Toräng, Luthersk Mission, nr.

Hvis jeg elsker en, så føler jeg, at min fornemmeste opgave er at vise den kærlighed, at være ærlig så jeg også siger fra, hvis der er noget jeg ikke kan forstå eller vil være med til, men også at være en støtte i svære tider, så hvis personen er presset at prøve at tage lidt over og ikke mindst være glad og håbe at de positive og kærlige signaler fra mig, kan fjerne noget af presset. Det endte dog med at blive biskoppen, der bestemte - nøglemagten tilhørte med andre ord det kirkelige embede, og sådan har det været lige siden i den katolske kirke: Det er biskoppen, der har myndigheden til at kunne ekskommunikere og genoptage. Kærligheden kan flytte bjerge. Giver dårlige livsvilkår for kropslus Antistofferne bliver i din krop, og du opnår en immunisering over for hovedlus. Nu tror forældre måske ofte, at børn er helt blinde for, hvorledes familielivet udspiller sig, men intet er mere forkert. Men selv om loven således ikke bruges konkret, mener Klaus Wilmann alligevel, at den har haft en stor symbolsk betydning. Idet Luther mente, at alle mennesker var helt gennemtrængte af synden, konkluderede han, at kirkens hellighed ikke skulle afhænge af menneskers livsførelse. Ubevidst vaccine giver fordel mod massemorder Logikken i Lajos Rózsas hypotese kan umiddelbart være svær at forstå. Så tugt er altså opdragelse, og oftest med henvisning til stokke og kæppe, kæft, trit og retning. TORNEMAND 3 Hvad siger tallene?